Laodikeia ved Lykos

 Antikbyen Laodikeia ved Lykos var en af de 7 kristne menigheder i Frygien i det veslige Lilleasien.

Ruinerne ligger mellem Denizli og Pamukkale i det nuværende Tyrkiet. 

Jeg kørte ind med bil til indgangen, og spurgte medarbejderen ved skranken om, hvor jeg kunne parkere bilen. Han svarede, at jeg skulle køre skulle køre et stykke endnu, og ved siden af ruinerne lå en souvenirercaféen, hvor man kunne parkere bilen. Jeg betalte efterfølgende entréen på de 10 lira (ca. 17 kr.) og kørte frem til souvenirercaféen. Ved indgangen kunne man ligeledes låne høretelefoner, hvor man kunne lytte til historien om de forskellige dele af byen, mens udforsker resterne fra Laodikeia ude i det fri. Det fravalgte jeg dog, da jeg bare ville nyde stilheden mellem ruinerne. Jeg parkerede bilen ved caféen, og blev faktisk overrasket over, at besøgende kunne køre ind med biler og faktisk køre så langt ind. Der fandtes nemlig ingen barrierer ind til ruinerne.

Efter har parkeret bilen, fik vi ind af byens XXXX port. Der var en lang vej, hvor der var rester af søjler på begge sider af vejen. Selve vejen var udformet med store stenblokke. Det var en idyllisk oplevelse. Der var ikke andre besøgende, og der var fuldkommen stilhed. Meget hurtigt fik jeg dog hilst på byens nulevende indbyggere. Øglerne! Lige pludselig blev stilheden erstattet med susende lyde af de ret så hurtige øgler, som var alle vegne. Nogen af dem var endda så store, at de lignede miniaturer af drager. Ofte dukkede de op mellem stenblokkene på vejen. Straks lagde jeg mærke til en klagrende lyd, mens jeg gik over disse store stenblokke. Det var genklang fra Laodikeas kanal- og vandløbssystem. I modsætning til nabobyen Hierapolis havde Laodikea problemer med ved at få adgang vand. Derfor byggede de vandkanaler under byen.

Ruten førte til byens antikke tempel, som senere blev til en kirke. Derfor var der både græske og latinske indskrifter på ruinerne. Ruinerne af porten til Laodikea, lå et par trappetrin op, og var velbevaret til i dag. Det lignede nærmest en port eller portal til himlen, da man kunne se det blå himmel bag porten. Jeg fik op mod porten, og gik ind ad det. Der ventede mig en stor glasterrasse, som man kunne gå oven på, mens kunne se ned på resterne af kirken. Udsigten fra glasterrassen var fantastisk. Man kunne kigge ud mod horisonten. Tæt på lå en landsby, man kunne skimte en moske med minaret. Og faktisk kunne man også se det hvide kalksten fra nabobyen Hierapolis. Kort efter kunne jeg høre bønkaldet fra minaretten. Det var en underlig følelse at spadsere rundt blandt ruiner, med antikke indskrifter, kors indgraveringer, mens man hører muslimsk bønkald i baggrunden. Tid og historie er underlige dimensioner.

Efter templet gik jeg over til stedet hvor markedet engang lå. Der var resterne af høje og pæne joniske søjler,  som stod der på stribe trods tiden. Laodikea havde to teatre, de har kunne ikke overleve tidens barskhed. Derfor var de ikke ligeså pæne som Hierapolis’ teater. Men en af teatrene var i bedre stand forhold til den anden. Den lå på udkanten af byen, og havde en fremragende udsigt.

Jeg forsatte og gik videre rundt mellem stierne, hvor vi så små fragmenter af mosaik, som var udstillet under glas beskyttelse. Jeg så resterne af et romersk bad, som der ikke var meget tilbage af. Tæt på var der man fuldt i med at grave videre i byen. Der var præfabrikerede barakker, huse og omklædningsrum for arkæologerne. Der var også kraner og diverse værktøjer. Så meget er måske slet ikke fremme for lyset i Laodikea.

Alt i alt var turen til Laodikea en oplevelse, måske kommer jeg til at besøge ruinerne igen årtier senere. Denne gang med flere seværdigheder. Måske.

Udgravningsholdet for Laodikea har et twitter konto, som de aktivt bruger. LINK HER:

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Kølnervand

Tyrkiets elbil - TOGG

Laver Kasakhstan "en Usbekistan"?