Laodikeia ved Lykos

Coronaen har gjort det besværligt for os alle at rejse til udlandet. Vores rejse-, opdagelse- og oplevelsestrang må desværre sættes på pause. Derfor vil jeg fortsætte mit sidste indlæg, hvor jeg beskrev mine oplevelser fra Pamukkale og Hierapolis. Laodikeia var en oplagt seværdighed for mig i 2017, da det lå så tæt på Pamukkale.

Laodikeia ved Lykos var en af de syv kristne menigheder i Frygien i det vestlige Lilleasien. Ruinerne ligger mellem storbyen Denizli og forstaden Pamukkale i det nuværende Tyrkiet. I indlægget vil jeg ikke give historiske eller faktuelle oplysninger, men blot min betragtning og oplevelse af stedet.

Søjler og korset.
Foto: cakinyusuf / Instagram

Jeg kørte med bil ind ad indgangen, og spurgte medarbejderen ved skranken om, hvor jeg kunne parkere bilen. Han svarede, at jeg skulle køre et stykke endnu, og parkere ved souvenircaféen tæt på ruinerne. Jeg betalte efterfølgende entréen på de 10 lira (ca. 17 kr. med kursen for tre år siden) og kørte frem til souvenircaféen. Ved indgangen kunne man ligeledes låne høretelefoner, hvor man kunne lytte til historien om de forskellige dele af byen, mens udforsker ruinerne ude i det fri. Det fravalgte jeg dog, da jeg blot ville nyde stilheden og iagttage ruinerne og den flotte udsigt. Jeg parkerede bilen ved caféen, men blev faktisk overrasket over, at besøgende kunne køre så langt ind. Der fandtes nemlig ingen barrierer eller noget ind til ruinerne.

Efter har parkeret bilen, gik vi ind ad byens port via den syriske gade. Der var en lang gade, hvor der var rester af søjler på begge sider af vejen. Selve vejen var udformet med store stenblokke. Det var en idyllisk oplevelse. Der var ikke andre besøgende, og der var fuldkommen stilhed. Meget hurtigt fik jeg dog hilst på byens nulevende indbyggere. Øglerne. Lige pludselig blev stilheden erstattet med susende lyde af de ret så hurtige øgler, som var alle vegne. Nogen af dem var endda så store, at de lignede miniaturer af drager. Ofte dukkede de op mellem stenblokkene på vejen. Jeg bemærkede et ekkoagtigt dybt og tungt genklang, mens jeg gik over disse store stenblokke. Det var genklang fra Laodikeias kanal- og vandløbssystem. I modsætning til nabobyen Hierapolis havde Laodikeia problemer med ved at få adgang vand. Derfor byggede de vandkanaler under byen.

Templet.
Foto: cakinyusuf / Instagram

Ruten til den syriske gade førte til byens antikke tempel, som senere blev til en kirke. Derfor var der både græske og latinske indskrifter på ruinerne. Ruinerne af porten til templet, lå et par trappetrin oppe, og er velbevaret frem til i dag. Det lignede nærmest en port eller portal op til himlen, da resten af bygningen ikke har overlevet. Derfor kan man se det blå himmel bag porten. Jeg gik op mod porten, og gik ind ad det. Der ventede mig en stor glasterrasse, som man kunne gå oven på, mens kunne kigge ned på resterne af kirken. Udsigten fra glasterrassen var fantastisk. Man kunne kigge langt ud mod horisonten. Tæt på lå en landsby, hvor man kunne skimte en moske med minaret. Faktisk kunne man også se det hvide kalkstensbjerg fra nabobyen Hierapolis. Kort efter kunne jeg høre bønkaldet fra minareten. Det var en underlig følelse at spadsere rundt blandt ruiner med antikke indskrifter, indgraveringer af kors, mens man hører muslimsk bønkald i baggrunden. Tid, sted og historie er underlige dimensioner…

Efter templet gik jeg over til ruinerne, hvor markedet engang lå. Der var resterne af høje og pæne joniske søjler, som stod der på stribe trods tiden. Laodikea havde to teatre. De har desværre ikke kunne overleve tidens barskhed. Derfor var de ikke lige så nydelige som Hierapolis’ fantastiske teater. Dog var et af teatrene i bedre stand i forhold til den anden. Den lå på udkanten af byen, og havde en fremragende udsigt. Siden 2017 har udgravningsholdet dog gjort et flot stykke arbejde, hvor de har fjernet ukrudt og buske, som ellers havde gemt det flotte teater. Her er et "før og efter" billede:

Jeg fortsatte og gik videre rundt mellem stierne, hvor jeg så små fragmenter af mosaik, som var udstillet under glas beskyttelse. Jeg så resterne af et romersk bad, som der ikke var meget tilbage af. Arkæologer var stadig i gang med at grave videre i byen. Der var præfabrikerede barakker, huse og omklædningsrum for arkæologerne. Der var også kraner og diverse værktøjer. Måske er meget slet ikke kommet frem for lyset endnu?

Alt i alt var turen til Laodikeia en oplevelse, som jeg måske kommer jeg til at gentage igen årtier senere. Måske tilbyder Laodikea flere seværdigheder? I hvert fald ser det ud til, at Laodikeia har meget mere at vise frem. Hvis man er i Pamukkale eller på vej mod, så kan det varmt anbefales, at man også besøger Laodikeia. Det er et fascinerende sted, og har lige så meget at byde på som Hierapolis. Det er ret undervurderet. Og taget i betragtning af, at der stadig bliver udført arkæologisk udforskning, undersøgelse og feltarbejde på stedet, så er jeg overbevist om at besøge Laodikeia flere omgange.

Udgravningsholdet for Laodikeia har en twitter konto, som de aktivt bruger. Desuden er udgravningholdets formand Celal Şimşek også en aktiv bruger af twitter.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Kølnervand

Tyrkiets elbil - TOGG

Laver Kasakhstan "en Usbekistan"?