Pamukkale - Hierapolis

Pandemien er over os. Det er problematisk at tage ud at rejse efter flere år, hvor folk jævnligt foretog ”weekendsture” rundt i Europa til priser, der var billigere end en togtur til Jylland. Det er slut nu. I hvert fald i noget tid. Derfor vil jeg ”nostalgisk” beskrive min tur til Pamukkale og Hierapolis for tre år siden.

Pamukkale Natural Park.
Foto: cakinyusuf / Instagram

Ruinerne af antikke Hierapolis ligger i det område, der i antikken blev kaldt for Frygien. I dag er Pamukkale en lille forstad til byen Denizli i det vestlige Tyrkiet, som har fået sit navn fra det hvide kalkstensbjerg, hvorpå Hierapolis lå. Pamuk på tyrkisk (persisk oprindelse) betyder bomuld og kale (arabisk oprindelse) betyder borg. Det vil sige; bomuldsborgen. I tusinder af år har der løbet vand ned fra de varme kilder, som indeholder meget kalk. Derfor er området forkalket gennem tiderne og fået det snehvide udseende.

Pamukkale er med i UNESCO’s verdenskulturarvsliste. Det er et fascinerende naturfænomen, som helt exceptionelt snyder hjernen. Landskab og udsigten får ens hjerne til at tro, at man befinder sig i et arktisk område. Heldigvis påminder den 38.5 graders varme, hvor det faktisk er, man befinder sig på kloden.

Fra byen Pamukkale går man stille og roligt op mod entréen op ad en sti, hvor der er en meget smuk udsigt. Selve kalkstensbjerget har form som en bue. Derfor er der gode muligheder for at få taget gode billeder undervejs. Indgangen til kalkstensbjerget kostede 35 lira (ca. 60 kroner med kursen for tre åre siden). Efter betalingen slutter stien, og et stykke derfra, skal man op på en platform, hvor man skal tage skoene af. Det er nemlig forbudt (og farligt) at gå op ad det stejle og glatte kalkstensdækkede terræn med fodtøj.

Kalkstensterrasserne.
Foto: cakinyusuf / Instagram

Så snart man sætter fod på kalkstensterrænet, kan man føle kalkstenens rillede overflade under fødderne. Selvom der løber vand ned ad kalkstensterrænet, føler man, at man kan løbe op hele vejen uden at falde. Så fast føles ens fødder står, når man går lidt. Jeg afprøvede det endda ved at løbe en lille del af vejen, og fik bekræftet, at man står ret fast på kalkstensterrænet med bare fødder. På vejen op ser man kalkstensterasserne, -bassinerne og -vandfald. Til tider bliver man blændet, lidt ligesom at kigge på snetildækket. Med jævne mellemrum, ser man vagter tilstede, som har en fløjte, som de advarer folk, hvis de havde sko på eller når de var selfie-ivrige tæt ved kanten. Ruten var ellers bred med masser af kalkstenbassiner, som man kunne tage en dukkert i. Et par steder var der også smalle passager, hvor man skal passe på, da der ofte kan være proppet med mennesker.

Da vi nåede toppen, var der caféer og souveniershops, hvor man kunne sidde og nyde en dessert eller få noget at drikke. Jeg købte en stor lemonade med revet citronskal i. Det var nok den bedste lemonade, jeg nogensinde havde drukket. Efter den dejlige lemonade forsatte jeg forbi cafeérne. På Pamukkales top lå ruinerne til byen Hierapolis. Det er noget af det første man ser, når man kommer frem. Når man forsætter lidt længere, ser man museet, og efterfølgende det antikke svømmebassin, hvor man kan svømme mellem antikke søjler og ruiner. Derfra får man øje på den store amfiteater til Hierapolis. Jeg valgte at gå igennem landskabet mellem ruinerne, hvor vælger at gå højre om bagsiden af teateret. Det viste sig at være en meget besværlig og stejl rute. 

Ruinerne af Hierapolis.
Foto: cakinyusuf / Instagram

Helt forpustet nåede jeg op på toppen og ved indgangen så jeg, at der var en vej venstre om teateret, hvor turistbusserne kørte op. Forpustet og med en snydt følelse bevægede jeg mig ind i teateret. Stor var den. Mægtig var den. Solen var på vej ned. Horisonten var uendelig. Historien var udødelig. Jeg sad på en af trapperne. Kiggede bare ud over horisonten. Jeg følte intet. Jeg tænkte intet. Jeg var på højde med bjergene som stod parallelt flere kilometer ude i horisonten. To modstridende følelser fyldte min krop; mægtig og ubetydelig. Begge på samme tid. Jeg gik længere ned ad trapperne mod scenen, hvor det meste af søjlerne og statuerne stadig stod stædigt imod tidens hårde tilgang. Jeg gik mellem trapperne. Jeg forestillede mig, at jeg var i teateret for flere århundreder siden, da den var propfyldt. Helt grebet at stemningen, kunne jeg føle folk, som puffede til mig for at komme forbi.

Amfiteatret i Hierapolis.
Foto: cakinyusuf / Instagram

På vej tilbage gik jeg ind i Hierapolis museet. Det er et ret lille museum. Indgangen kostede 5 lira. Her blev flotte statuer, værdigenstande og udsmykkede sarkofager fra byen udstillet. Når man skal tilbage til byen Pamukkale, skal man ned via kalkstensbjerget igen. Der er ikke andre ruter til fods. Solen var på vej ned. Jeg købte mig en lemonade til. 

Solnedgang på kalkstensbjerget.
Foto: cakinyusuf / Instagram

Iskold lemonade, solnedgang, den smukke og uendelige udsigt.

Det var en alletiders oplevelse.

I næste indlæg vil jeg beskrive mit besøg til Laodikeia ved Lykos.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Kølnervand

Tyrkiets elbil - TOGG

Laver Kasakhstan "en Usbekistan"?