Gå videre til hovedindholdet

Autofokus i Dachau KZ-lejr

I  april sidste år rejste jeg til München, hvor jeg besøgte koncentrationslejren i Dachau. Koncentrationslejren var den første i Tyskland, hvor ca. 200.000 var indfanget. Langt de fleste var jødiske fanger. Ifølge lejrens protokoller og dokumentationer mistede ca. 32.000 livet, men der antages at der var flere tusinde ikke-registrerede dødsfald. Min hensigt med dette indlæg er ikke at skrive om lejrens grusomme historie eller dele en masse makabre billeder fra lejrens udstilling. Tværtimod vil jeg beskrive, hvad jeg som menneske følte, og hvilken dyster oplevelse jeg fik.

Inden indgangen til Dachau lå der en kantine, konferencesal og souvenirbutik, hvor man kunne købe bøger om KZ-lejren og erindringer fra de overlevende. KZ-lejren ligger ellers i et meget grønt område, men allerede ved indgangen lægger man mærke til selve lejrens grå og dystre farver. Man går ind af porten, hvor der står "Arbeit Macht Frei", og kommer ud mod en kæmpe gård, som er dækket med grus. Til venstre står de tilbageværende to barakker, hvor fangerne boede. Højre for ligger hovedbygningerne, hvor fangernes sørgelige skæbne bliver udstillet. KZ-lejren har et enormt stort areal, som i sin tid blev bevogtet af vagttårne, voldgrave og pigtråde, som stadig den dag i dag er bevaret. Efter 2. verdenskrig har man i Tyskland valgt at beholde dele af krigens arv og dens grimme historie. I Tyskland bliver erindringsstederne og mindesmærkerne kaldt for "Mahnmal". Hensigten er at minde og ikke glemme de grusomheder, som fandt sted under 2. verdenskrig, i håb om lignende aldrig finder sted igen.

Skiltet ved indgangen. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Tæt ved indgangen til hovedbygningen stod et infoskilt, hvor der var et billede af de første fangers ankomst til lejren. Jeg tog billeder undervejs, og tog min telefon frem for at tage et billede af skiltet. Hurtigt begyndte min telefon at genkende ansigterne på billedet og autofokusere ved at markere fangernes ansigter med cirkler. Det slog mig med det samme, at selv en menneskeskabt teknologi i dag kan genkende de jødiske fangers ansigter og identificere dem som mennesker, men at nazieterne dengang ikke opfattede dem som mennesker, er ret rørende og tankevækkende. Lige det øjeblik stod jeg stille et stund, før jeg tog billedet og gik videre.

Gården ud mod hovedbygningen. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk

Efterfølgende gik jeg ind ad hovedbygningen, hvor man fx ser udstilling af kartotekbordet, hvor fangerne blev registreret og kategoriseret alt efter om de var politiske fanger, jøder, homoseksuelle osv. Eksempelvis fik de homoseksuelle fanger et lyserødt davidstjerne på deres skuldre. Når man fortsatte blev udstillingerne nu inddelt efter fangernes lande. Noget man også lagde mærke til var, at fangerne var ret sunde, friske og velernærede i de første billeder af deres ankomst. Når man gik videre i bygningen, hvor bl.a. torturredskaberne udstillet, så fangerne mere og mere underernærede, skrøbelige og næsten helt zombieagtige ud på billederne.
Gården ud mod barakkerne. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Det føltes virkelig ubehageligt, da jeg gik ud fra hovedbygningen. Jeg kom ud til den store gård igen. Det var uundgåeligt at lade være med at forestille sig, hvordan en jødisk fange blev mishandlet i et hjørne, når man går tværs gården. Eller hvordan de jødiske fanger går rundt som zombier, mens de kigger meningsløst og tomt på en. Mens jeg havde disse forestillinger, lagde jeg mærke til en gruppe unge mennesker, der også var kommet ud af hovedbygningen, som græd, mens de gik rundt på lejren.

Med disse tanker går man ind i de tilbageværende to barakker. De andre er nedrevet, men disse to er bevaret som eksempler. Indenfor barakkerne ser man de smalle køjesenge. Det lugtede lidt derinde, hvilket forøgede ubehaget som nærmest fulgte efter en. Derefter ser man en slags omklædningsrum, hvor der var fælles toiletter og vask. Fangerne havde absolut intet privatliv.

Stien mellem barakkerne. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk


Barak nr. 20. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk

Efter de to barakker går man igennem en sti mellem de øvrige barakker, som nu er nedrevet. I stedet  for er der lagt store sten med baraknummeret. Dermed kan efterkommere af fangerne finde stedet, hvor deres forældre var indfanget. På de fleste sten var efterladt blomster. På billedet ovenover ses en buket med russisk flag på. Jeg fik lidt fornemmelsen af at være på en gravplads. Hvis man havde beholdt alle barakkerne, havde det nok ikke givet samme følelse. Derfor er "mahnmal"-tanken her særdeles vellykket. De store træer på begge sider af stien giver et lille pusterum i det ellers grå og triste sted. Der var stille som på en kirkegård, men i modsætning til en kirkegård, fremkom der ikke ro hos en. Tværtimod fik jeg en underlig fornemmelse af bekymring. Med disse følelser og tanker nåede jeg enden, hvor der lå en lille kirke og synagoge ved siden af hinanden. Synagogen var bygget således, at man gik ned ad. Måske havde det en symbolsk betydning.

Fæstningen omkring Dachau. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Ud mod langs venstre kunne man passere forbi vagttårnene og voldgraven over til krematoriet. Henimod stødte man på statuer af udmattede jødiske fanger med tankevækkende citater på. Derefter ser man bygningen, som ude fra ligner rækkehuse.

Krematoriet udefra. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
"Brusebad". Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Indenfor kan man se ”Brusebadet”, hvor svage fanger som børn, gamle og syge blev gasset og slået ihjel. Hvis man går igennem gaskammeret, når man ud til ovnene. De er velbevarede, og så faktisk ud til at være i god stand. Om det er psykisk eller ej, så føler man, at der hang en ubehagelig lugt. Måske er det den gamle bygning eller så er det psykisk. Påvirket bliver man i hvert fald. Krematoriet gav nærmest en sidste uppercut, hvor man virkelig indså, hvor industriagtigt hele kz-lejren var opbygget. Der var igangsat et skræmmende system og cyklus, hvor fangen arbejdede indtil døden, og når vedkommende så var død, skilte man sig af med de ubrugelige jordiske rester.
Krematorieovne. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Efter krematoriet gik jeg den lange vej tilbage mod gården. På vej tilbage kunne jeg ikke lade være med at tænke på den scene, hvor min mobiltelefon autofokuserede på fangerne. Det var virkelig med en ubehagelig følelse, jeg forlod Dachau.

Kommentarer