Gå videre til hovedindholdet

Turban og Tiara

For nylig fik jeg læst bogen Turban og Tiara – Renæssancehumanisternes syn på islam og tyrkerne. Osmannerrigets fremmarch i 1400 til 1600-tallet havde skabt stor frygt og bekymring i Europa. Tyrkerfrygten var blevet en del af hverdagen, som ligeledes havde afspejlet sig i kunsten, litteraturen, troen og samfundet. Jeg har selv studeret en del om fremstillingen af ”tyrken”, og var meget spændt på at læse bogen. Derfor har jeg valgt at skrive en kort anmeldelse.
Turban og Tiara. Billedet på omslaget forestiller en tyrkisk fodsoldat. Foto Yusuf Çakın / www.cakin.dk

Turban og Tiara er en af Forlaget Vandkunstens mange flotte udgivelser, som omhandler kulturmøder med Mellemøsten. Bogen er udgivet i 2016 og indeholder 270 sider, som bl.a. er beriget med Melchior Lorcks fascinerende træsnit fra hans Tyrkerværk. Der er 11 kapitler, som er skrevet af forskellige eksperter inden for emnet.

Da jeg læste bogen, følte jeg at nogle kapitler var skrevet bredt. Eksempelvis gives der en for grundig beskrivelse af Europæernes syn på Islam siden korstogene. Det kan selvfølgelig skyldes undertitlen på bogen, men det havde nok været mere relevant, hvis man havde udelukket den brede historiske redegørelse. I bogen savnede jeg indhold om den tysk-romerske gesandt i Konstantinopel, Ogier Ghislain de Busbecq, som nok havde været mere oplagt og relevant at skrive om. Vandkunsten har allerede udgivet Busbecqs Tyrkiske Breve, men jeg synes helt klart, at der godt kunne være en artikel om Busbecqs beretninger. Busbecq var et sandt renæssancemenneske, som også fremhævede sig således sig i sine breve. Et kapitel eller afsnit om Busbecqs fortællinger om tyrkerne kunne virkelig pifte bogens emnerelevans op. Det kan også være, at forskerne ville tænke ud af boksen, da Busbecqs beretninger allerede er et ret gennemtygget emne.

Derudover synes jeg, at venetianske bailo-depecher ligeledes ville give en fantastisk billede af osmannerne, og hvordan venetianerne beskrev dem. Det er som om, at der mangler noget om europæere, som faktisk har mødt og interageret med tyrkerne. Bogen giver en god og bred viden vedr. renæssancehumanisternes syn og fordomme om tyrken, men der mangler den nuancerede beretning. Derfor gav jeg eksemplet med Busbecq, som i starten af sit gesandtskab havde nogle fordomme, men  senere blev mere nuanceret i sine skildringer. Det samme gælder de spændende venetianske bailo-depecher vedr. Osmannerriget, som har en mere diplomatisk og politisk forhold til tyrkerne. Selvfølgelig var synet på tyrkerne aldeles negativ, og måske med god grund, men det mest spændende er, hvornår disse beretninger bliver nuanceret, og hvordan det udvikler sig.

Mehmed II. Malet af Gentile Bellini i 1480. 
Billede: National Gallery - London / 
Public Domain via Wikimedia Commons.
I bogen findes også en fin artikel om en albansk renæssancehumanist fra det 15. århundrede, som har  beskrevet tyrkerne og sultanen Mehmed II. Denne beskrivelse er nok, det vi kommer tættest på et nuanceret billede af tyrken i bogen. Det er nok ikke så tosset at hævde, at Mehmed II var en af renæssancens intellektuelle. Mehmed II anvendte bl.a. andet titlen som Kayser-i Rum (romersk kejser), da han anså sig selv som værende den nye romerske rejser og arvtager af Romerriget efter erobringen af Konstantinopel. Ud over at beherske Mellemøstens tre vigtige sprog, arabisk, persisk og tyrkisk, kunne Mehmed II også vestens tre vigtige sprog, klassisk græsk, italiensk og latin. Sultanen var interesseret i kunst, og fik endda den italienske kunstner Gentile Bellini til at male et portræt af ham. Det kan være, at jeg forlanger meget, men et kapitel om Mehmed IIs personlighed og interesser, samt Europæernes syn og fremstilling af ham, ville være utrolig interessant at læse om.

I bogen findes der også et interessant kapitel om Christian IV’s kroningshøjtider, hvor han iscenesatte paven og tyrken. Jeg er overbevist om, at der er flere passager i dansk historie, hvor tyrkerfrygten endnu ikke er helt formidlet ud.

Afslutningsvis vil jeg påpege, at kapitlerne i bogen virkede meget uafhængige fra hinanden. Jeg fik lidt den fornemmelse af, at man har samlet en bog fra forskellige forskere, hvor hver har skrevet en artikel om, hvad de synes var interessant. Derfor fik jeg lidt fornemmelsen af at læse en symposium- eller konferenceudgivelse. Bogens formidling ligger i den lidt akademiske side af vægtskålen, men alligevel vælger forskerne ikke at anvende begreber, som kunne genoptræde gennem bogens forløb. På denne måde kunne man forsøge at få en rød tråd mellem kapitlerne.

Alligevel synes jeg, at det var spændende og interessant læsning. Det glæder mig særdeles, at der i Danmark bliver skrevet og udgivet mere om Osmannerriget, som ellers ofte bliver overset.

Kommentarer