Gå videre til hovedindholdet

Weekendtur til Milano - Bergamo

I mit første indlæg vil jeg skrive om min weekendtur til de Norditalienske byer; Milano og Bergamo. Min hensigt er ikke at nedskrive en rejseguide, men snarere hvad jeg har oplevet og observeret. I sidste uge fløj jeg til Bergamo Lufthavn (Orio al Serio) nær Milano. Vejret var tåget og omkring 19-20 grader, selvom diverse meteorologiske institutter forudså solskin. Jeg tog en bus fra Bergamo Lufthavn mod Milano. På motorvejen så jeg store skilte om en folkeafstemning d. 22 oktober for mere selvstyre i Lombardiet, hvilket jeg slet ikke havde hørt om før min ankomst. Efter en times bustur ankom jeg til hovedbanegården i Milano. Hovedbanegården i Milano er gigantisk. Udefra ligner den nærmest en regeringsbygning, og indenfor minder den om en indkøbscenter. Det første iøjefaldende var alle de italienske hjemmeløse, romaer, gadesælgere fra asien og unge afrikanske mænd som hang ud omkring hovedbanen. Ved hovedbanen købte jeg mig en lille pose med ristede kastanjer, som jeg nød på vej mod hotellet. 
Termini. Hovedbanegården i Milano. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Mit hotel lå nordvest for hovedbanen. Området så ud til at være Milanos svar på Nørrebro. Det er i denne del af byen, hvor man finder kebabbikse og kinesiske restauranter. Her lagde jeg mærke til en overrepræsentation af asiatiske indvandrere. Derfor blev jeg mindre overrasket, da hotellets receptionist og værter havde kinesisk baggrund. Efter indtjekning spurgte jeg receptionisten vedr. folkeafstemningen, og hvad det helt præcist indebar. Hun virkede helt overrasket, og det så ikke ud til, at hun anede, hvad jeg spurgte indtil. 

Inde på mit værelse fik jeg koblet mig på hotellets internet og søgte information vedr. afstemningen. Jeg fandt ud af, at regionerne Lombardiet og Veneto ønskede mere selvstyre inden for områder såsom økonomi, uddannelse og immigration. Jeg vidste på forhånd, at Lombardiet var en af de rigeste regioner i Italien, og ud fra det portræt jeg så i hovedbanen, fik jeg fornemmelsen af, hvorfor afstemningen også inkluderede immigration. Eller så var Lombarderne også blevet grebet af de seneste omdiskuterede afstemninger i verden såsom i uafhængighedssafstemningerne i Skotland, Barcelona, det kurdiske selvstyre i Irak og Brexit. Afstemningen i Lombardiet var dog ikke for selvstændighed, men mere selvstyre. Man kan vel ikke udelukke, at der har været en bølge over afstemninger med genklang i verden.

Jeg fandt mig et kort over Milano, og overvejede, hvorvidt jeg skulle tage metro eller bus ind mod byen. Jeg besluttede mig for at gå hele turen til centrum (ca. 4 km). På vej købte jeg mig en himmelsk espresso og nød min tur gennem Milanos gader. Jo mere jeg gik og nærmerede centrum, desto mere blev butikkerne finere og dyrere. Ligesom alle moderne storbyer i Europa var der klistret ”go veggie”-mærker på ruderne af restauranter og cafeer i Milano. Jeg så også moderne højhuse, som på afstand mindede om USA. Allerede et par kilometer til centrum fik jeg fornemmelsen af modebyen Milano. Der fandtes rigtig mange tøj og smykke butikker samt små caféer. Milanos Mekka for shopping er absolut den store passage kaldt Galleria. Her findes de største og mest kendte mærker inden for modeverdenen. Selve passagen er så pompøs, at der ikke kan tænkes et bedre sted for disse luksusbutikker. Ifølge kortet var jeg på vej ind mod Gallerias nordlige indgang. Lige før indgangen stod det fantastiske monument af Leonardo da Vinci og hans lærlinge. Jeg satte mig på en bænk foran statuen en kort stund. Leonardo og jeg kiggede lidt på hinanden.
Leonardo. Monumentet af Leonardo da Vinci og hans lærlinge. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
I årene 1482-1499 havde Leonardo da Vinci arbejdet for Milanos hertug Ludovico Sforza. Derfor er det ikke overraskende, at Leornardo (også i Milano) mindes med hæder. Leonardo skrev i sin ansøgning til den despotiske hertug, at han kunne udvikle avancerede krigsmaskiner og broer ved tilfælde af krig. I ansøgningen slutter Leonardo af med at nævne, at han i fredstid kunne fungere som arkitekt og kunstner. I Milano fik jeg muligheden for at se rekonstruktioner af Leonardos krigsmaskiner og opfindelser.

Bag monumentet ser man den gigantiske triumfbuelignende indgang til Galleria. Lige ved indgangen så jeg Leonardo3-museet, som jeg valgte at besøge, før jeg bevægede mig ind ad passagen. I Leonardo3-museet kan der ses rekonstruktioner af Leonardos tegninger og modeller af hans opfindelser. Eksempelvis findes der rekonstruktioner af Leonardos flyvemaskiner, helikopter, tank, musikinstrumenter osv. Selvom museet er en af de mindre af slagsen, så kan der fås en del oplevelser alligevel. På museet kan man studere de fysiske rekonstruktioner. Ved hvert rekonstruktion stod en tablet, hvor man kan studere opfindelserne nærmere i 360 grader og endda afprøve dem virtuelt. Derudover kan man læse mere om opfindelserne og zoome ind på Leonardos smukke skitsetegninger. Der vat endda en Virtual Reality brille, hvor man virtuelt kunne besøge kirken Santa Maria delle Grazie i Milano, hvor Leonardos verdenskendte maleri Den Sidste Nadver findes. Det var en gylden mulighed for mig, da jeg ikke havde reserveret billet for at se Den Sidste Nadver. Der skal nemlig reserveres tid og billet på forhånd for at se kunstværket. Endda uger før. Det droppede jeg, da jeg havde fået af vide, at der skulle være ret proppet med turister. Derfor var det fint for mig at se kunstværket virtuelt. Jeg tog brillerne på og styrede frem og tilbage med en kontroller, som om jeg spillede konsolspil, mens jeg kunne dreje hovedet, når jeg ville se mig rundt. Det var en fed oplevelse, og det var spændende at se, hvorledes et museum benytter sig af et nyt værktøj til formidling. Jeg kunne faktisk ikke lade være med at tænke på, hvordan de danske museer kunne gøre sig brug af Virtual Reality. Alt i alt var det en fin oplevelse, som jeg fik på museet. Det er dog solklart, at museet vil være en oplagt ekskursion for skolelever.
Helikopter. Rekonstruktion af Leonardos helikoptermodel. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Efter besøget på Leonardo3-museet gik jeg ind ad Galleria. Der var virkelig flot med en masse pompøs udsmykning på væggene og gulvet. Der var en masse mennesker, der ligesom jeg nød turen gennem passagen. Midtvejs gik jeg ind i Ristorante Galleria og fik spist noget italiensk mad efter den lange spadseretur. Selvom restauranten ligger i Galleria, så var priserne ikke dyre. Jeg tror endda, at det havde været dyrere at spise i København i en restaurant af samme kaliber og beliggenhed. Det er faktisk noget man lægger mærke til i Milano, at tøj og sko er ret dyrt, mens at spise ude er lidt billigere i forhold til København. Jeg bestilte en ravioli med risotto, spinat, smør og salvieblad til forret. Til hovedret bestilte jeg stedets signaturpizza Galleria pizza. En ægte italiensk pizza med ost, tomat, bøffel mozzarella og parmasan. Ved siden af bestilte jeg en græsk salat. Det smagte himmelsk, og betjeningen var fremragende. Jeg blev især glad for raviolien. Den var enkel og lækker, men også raffineret på samme tid.
Galleria. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Efter maden gik jeg mod Gallerias sydlige indgang, som ligger ud mod duomoen (katedralen). Ved indgangen lå en isbutik, hvor man kunne forsyne sig med italiensk gelato. Der var lang kø, og stedet var især eftertragtet af turister. Der var æstetik og håndværk over isvaflerne, der blev formet som roser. Derfor tog betjeningen langtid, da man også kunne vælge så mange forskellige smag, som man nu havde lyst til. Næsten alle kunder tog billeder af deres is, som de muligvis delte i de sociale medier. Jeg valgte kun pistacie i min is. Det var nok den bedste pistacie-is, som jeg har smagt nogensinde.

Da jeg kom ud på pladsen, tog duomoen al opmærksomheden. Bygningen er kæmpe stor, og  arkitekturen har en masse fine detaljer på facaden. Efter jeg fik isen ned i maven, ville jeg gå op på taget af duomoen, men billetkontoret var lukket. Jeg besluttede mig for at komme igen næste dag. Derfor valgte jeg i stedet at gå gennem gågaden, der gik som en bue mellem Galleria og Duomoen. Det var helt vildt, at tøjbutikkerne her fortsatte i en lang kæde. Hvis man elsker at shoppe, så er Milano det rette sted. Derefter gik jeg turen tilbage til hotellet.
Duomo. Milanos Katredal. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Næste dag gik jeg ind mod byen igen. Denne gang købte jeg min billet til duomoen, som omfattede turen op på taget, museet og udstillingen af de arkæologiske rester under katedralen. Museet lå lige vedsiden af duomoens billetkontor. Derfor valgte jeg at besøgte museet først, hvor man kunne se de værdifulde genstande fra Duomoen såsom tidligere statuer og udsmykninger.
Døren til duomo. Fine detaljer på døren. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Derefter stod jeg i en enorm lang kø for at komme op på taget. Efter at have rykket tre meter på et kvarter besluttede jeg mig for at se Sforza-borgen først, og så komme tilbage igen efter et par timer. På vej fra duomoen til Sforza var der selvfølgelig igen en masse butikker, men også gadeoptræden. Fra langt afstand kunne jeg se Sforza, og da jeg nærmede mig, blev jeg først mødt af et monument af den italienske guerillaleder og nationalist Giuseppe Garibaldi.
Giuseppe Garibaldi. Monumentet af Giuseppe Garibaldi med Sforza i baggrunden. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Sforza-borgen. Ved springvandt foran Sforza.
Foto Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Langsomt gik jeg ind af porten til Sforza igennem et menneskemylder. På den anden side kom man ud til en stor have, hvor folk spadserede og nød det grønne pusterum i storbyen. Her kunne man nærmere se borgens befæstning, tårne og voldgrav. Jeg gik i gennem haven, og så en finere og mere rolig bydel. Det var den nordvestlige del af centrum, som var nydelig, stille og utrafikeret. Jo mere vest på man går i Milano, jo finere og moderne arkitektoniske bygninger ser man. På et tidspunkt blev jeg så træt af at gå så langt, at jeg besluttede mig for tage bussen tilbage til duomoen. Jeg fandt busstopstedet og steg ind i en bus på vej til Sforza. Det var dog ikke muligt at købe billet ombord, og jeg blev bedt om at købe billet i en tabacchi (kiosk). Jeg fandt en tabacchi i nærheden, (og jeg ved det lyder underligt) men der var udsolgt på busbilleter. Jeg antog dette for at være et guddommeligt tegn, og valgte at gå hele vejen tilbage til duomoen via den store have og Sforza.
Voldgraven. Sforzas store voldgrav. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Fæstningen. Sforzas ydre mure. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Da jeg endelig nåede frem til duomoen, var køen forsvundet. Jeg var glad og lettet over at opleve byen i stedet for at spilde min tid i kø. Efter et sikkerhedstjek ved indgangen begyndte jeg at gå op af de smalle stentrapper op mod taget på katedralen. Jo højere jeg kom op, jo smallere blev trapperne. Det kan nok ikke anbefales til folk med klaustrofobi eller højdeskræk. Når man endelig ser himlen, tager man et par trapper mere op mod selve skråtaget. Igen går det op for en, hvor kæmpestor katredalen er, som stadig står der trods århundreder. Jeg følte mig rimelig sikker på toppen. I hvert fald godt tilpas. Trods tågen kunne man se det meste af Milano. Sforza stod i hvert på afstand og hilste pænt. Med en tilfredshed sad jeg på taget og bare kiggede ud over Milano. Der sad jeg faktisk ret længe. Turen tilbage til jordoverfladen var heldigvis lettere end turen op. Da jeg kom ned, gik jeg også ind i selve katredalen. I forhold til de ydre detaljer på facaden, er der mere enkelt inden for.
KatredalenIndenfor Milanos duomo. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Gågaden. Bergamos smalle gågade. 
Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Dagen efter tog jeg bussen tilbage til Bergamo, hvor jeg en enkel nat skulle overnatte på et hotel nær lufthavnen. Da jeg ankom var der 3 timer endnu til indtjekning i hotellet. Derfor valgte jeg at tage til Oriocenter nær lufthavnen. Centeret er enormt stort, og rummer alle slags butikker og restauranter fra de små til de helt store. Efter at have slået tiden ihjel i centeret, og fik spist lidt, tjekkede jeg ind på hotellet. Jeg blev mødt af en meget venlig hotelvært, som hurtigt introducerede mig til byen og gav en masse praktiske oplysninger. Han fortalte endda, at han tidligere på dagen var nede og stemme ja til folkeafstemningen. Han mente, at Lombardiet blev røvrendt af staten, da penge fra skatteydere i Lombardiet blev brugt sydpå i de fattigere regioner. Han fortalte endda, at hans venner sydfra ofte kritiserede vejene i Bergamo, når de besøgte byen, hvilket han synes var irriterende. Ifølge ham var vejene i det sydlige Italien blevet istandgjort via skattepenge fra Lombardiet. Han tilføjede dog, at han ikke mente, at der ikke skulle hjælpes i syd, men han syntes, at fordelingen var urimelig og ujævn, sådan som den var nu.
Vecchia pladsen. Den gamle bys rådhus med den venetianske løve. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Efter lidt hvile tog jeg bussen mod den gamle bydel i Bergamo. Hele busturen tog omkring 50 minutter. Den gamle by i Bergamo støder op til et bakket terræn. Derfor bliver den også kaldt for "øvre by" (Citta Alta). Den øvre by er befæstet med en mur på 6 km, som blev bygget af venetianerne i det 16. århundrede. Bussen kørte igennem byporten, hvor der var indgraveret den venetianske løve med vinger. Bussen stoppede i midten af den gamle by. Lige ved busstopstedet var der et loppemarked, men nok mere for de velhavende indbyggere. Der var kunstværker, antikviteter og håndstrik til salg for dyre priser. Fra loppemarkedet blev jeg ført ud til den smalle og autentiske gågade, hvor der var en masse lokale butikker, såsom bagere, kage- og værtshuse. Jeg prøvede den lokale dessert med Polenta, som smagte lidt af en romkugle. Polenta er finmalet tykgrød med majs, som også bruges til madlavning.
Ostefestival. Boder på Vecchia pladsen. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Da jeg nåede Citta Altas rådhusplads, Piazza Vecchia, var der helt tilfældigt ostefestival, hvor man kunne smage oste i forskellige boder. Udover en masse ost kunne man også smage olivenolie o. lign. Det var begyndt at blive mørkt, og stemningen var virkelig blevet hyggelig. Efterfølgende gik jeg mellem den gamle bys smalle gader. Butikkerne var hyggelige. I forhold til Milano indeholdt retterne i Bergamo massere af skinke og kød. Eksempelvis var pizzaerne overdækket med kød. Især heste- og æselkød er delikatesse i Bergamo. Man kunne også fra bytårnet se udsigten fra den øvre by ud mod den nedre by, men det droppede jeg, da der stadig var tåge og mørkt. På grund af det var søndag, kørte der ikke direkte bus mod lufthavnen. Derfor tog jeg den sidste bus mod Bergamo hovedbanegård i den nedre by, hvor jeg derfra tog en anden bus mod hotellet. Bergamos hovedbanegård mindede lidt om Milanos med en masse løsgængere, men her var mere ubehageligt.
Klokketårnet. Klokketårnet ved Vecchia Pladsen. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk
Min tur til Milano og Bergamo var en oplevelse af to forskellige kulturer. En bykultur og en lokalkultur, som jeg ligeledes har forsøgt at reflektere i mit indlæg. En weekendtur til Milano er meget passende. Det er dog en storby, som skiller sig lidt ud fra de ”klassiske byer” i Italien som Rom, Firenze, Bologna, Venedig osv. Milano som storby ligner noget mellem Nord- og Sydeuropa. Man fornemmer begge dele. For folk der vil opleve en italiensk storby, og som går op i shopping og mode, er Milano absolut det rette valg. Historisk og kulturelt er der også mange seværdigheder i Milano, hvor jeg faktisk ikke fik set de fleste. Der er kunstgallerier, museer, monumenter og en masse kirker. Jeg ønsker dog at besøge Bergamos Citta Alta igen i fremtiden. Jeg tror, at Citta Alta især vil være skønt om foråret. Jeg fik nemlig ikke udforsket byen så meget, men fik dog mulighed for at opleve den lidt alligevel.

Slutteligt vil jeg tilføje, at jeg er glad for ikke at have lavet en lang liste over seværdigheder, der måtte besøges. Man skal huske at opleve den afslappede stemning og byliv i Italien, mens man sidder og nyder en is eller en kop kaffe.
Santa Maria Maggiore. Katredralen i Bergamos gamle by. Foto: Yusuf Çakın / www.cakin.dk

Kommentarer